Kaninfoder – Overblik over alle slags kaninfoder

Der findes mange forskellige slags foder til din kanin, og det er sundt for den at spise varieret. Her kan du læse om, hvad der er sundt for den at spise.  

For at din kanin har det godt og trives skal den have det rette foder. Det skal indeholde de rette vitaminer, og være friskt. Yderligere har kaniner brug for meget vand, og hunner med unger skal have vand to gange dagligt.

Græs
Kaniner spiser masser af græs, og det er fyldt med både vitaminer, mineraler og fibre. Græs har som regel et proteinindhold på mellem 0,5 – 3,0 %. Jo nyere og friskere græsset er, jo højere er proteinindholdet. Samtidig indeholder græs masser af fibre, hvilket kaniner har brug for, for at opretholde en god tarm- og mavefunktion. De bruger samtidig græsset til at slibe deres tænder.  

Det bedste for en kanin ville være at kunne græsse et par timer dagligt. Hvis du og din kanin ikke har adgang til en have, kan du plukke lidt frisk græs til den. Det er dog meget vigtigt, at kaninen ikke får græsrester fra græsslåmaskinen. Græsslåmaskinens skæring gør, at græsset begynder at gære med det samme.
Hvis der ikke er friskt græs grundet årstiden, kan græs erstattes med hø.


Hø er tørret græs, og det er vigtigt at kaninen har masser af hø. Det er især vigtigt, hvis kaninen ikke får lov til at græsse dagligt. Det er dog vigtigt at du giver din kanin den rette hø. Vær sikker på, at høet ikke er muggent, da det er giftigt for kaninen. Høet må heller ikke være støvet, da det kan medføre at din kanin får infektioner eller irritationer.  

Friskt hø er grønt, har en sød lugt og er ikke støvet. Hø som er brunt vil oftest indeholde mange fibre, men ikke mange næringsstoffer.

Halm
Halm er den modne stængel af kornplanter, frøgræs, ærter og olieplanter. Det har en markant lavere næringsværdi end hø. Halm kan derfor ikke erstatte hverken friskt græs eller hø. Halm er dog rigtig god til isolering og til at strø i buret hos udekaninener. Halm er nødvendigt for, at udekaninener kan holde varmen i de kolde danske vintre.

Din kanin må meget gerne spise halm, men den har stadig brug for både friskt græs og hø.

Kaninfoder
Du kan få foderblandinger som indeholder præcist de vitaminer som din kanin har brug for. Disse foderblandinger er et fuldfoder. Det er vigtigt at du giver din kanin præcist det den har brug for, så den hverken er underernæret, men heller ikke bliver overvægtig. Som udgangspunkt skal din kanin gerne have spist hele fodringen efter et par timer. Der er stor forskel på, hvor stor en mængde kaninpiller racerne skal have. Det afhænger meget af deres størrelse, men også af deres aktivitetsniveau.
En voksen dværgvædder skal f.eks. have ca. 45 g. kaninpiller dagligt, mens en belgisk kæmpe spiser ca. 200 g. kaninpiller daglig.

Alt det grønne
Din kanin kan i stor grad leve sundt af græs, hø og kaninpiller. Men som for mange andre dyr og endda mennesker, er en alsidig kost også sundt for din kanin og for dens fordøjelse.

På mange marker og enge kan du finde forskellige græssorter, blade og blomster, som f.eks. mælkebøtter, rølliker, kulsukker, kløver og skvalderkål. Alt dette er sundt for din kanin. Det er dog vigtigt at du kun samler planter op, som du kender og som du ved din kanin kan tåle.   
Enkelte planter er giftige for din kanin. Dette gør sig gældende for hundepersille, tidløs, sort natskygge, skarntyde, galnebær, vår-brandbæger og guldregn.
Du kan desværre ikke stole på, at din kanin selv ved hvad den må spise, så hold nøje øje med hvad den spiser.

Du skal desuden være påpasselig med at plukke grønt lige op ad større trafikkerede veje, da dette kan være sprøjtet med gift.

Yderligere kan du finde masser af lækkert og friskt grønt til din kanin i køkkenhaven. Kaniner kan godt lide gulerødder, rødbederoppe, ærtebælge, ærteplanter, solsikkeblade og forskellige slags kål og broccoli. Kaniner har især godt af grønkål, dog kun i mindre mængder.  

Kaniner kan også godt lide krydderurter. De kan spise persiller, dild, løvstikke, salvie og mange andre.

Kaniner kan også godt spise både pærer og æbler. De kan også godt lide grene fra både frugttræer og frugtbusker. Det er dog vigtigt at kaniner ikke fodres med grene fra træer med stenfrugt, som f.eks. blomme eller kirsebær. Dette skyldes at dette indeholder blåsyre, hvilket kaninen ikke kan tåle. Din kanin må dog meget gerne få andre grene, f.eks. fra birk, ask, fyr, poppel eller gran.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *