Ridning i naturen

I Danmark har vi masser af skov, og der er intet dejligere end en frisk ridetur rundt i den flotte natur, hvor du og din hest kan nyde hinandens selskab. Her er lidt information om at ride i naturen, og omkring takt og tone.

Det er som udgangspunkt fuldstændig gratis at ride i den danske natur.

Det er udelukkende i Jægersborgskovene, Jægersborg Dyrehave og på Vestamager, at du skal have et ridekort.

Regler
Hvis du gerne vil ride i en skov- eller naturområde, som er privat, skal du først have ejerens tilladelse. Ejeren må endda gerne kræve betaling.

Nogle steder vil du opleve at der er lokale indskrænkninger eller regler for, hvor man må ride. Du skal derfor være opmærksom på “ridning forbudt”-skilte, og følg dem nøje.

Ridning i skove
I alle offentlige skove er det umiddelbart tilladt at ride.

Du må typisk ride i skridt, trav og tølt på asfalterede veje, stenlagte veje og grusveje, der er mere end 2,5 meter bred og det samme er gældende på andre veje, hvor der er skiltet at det er tilladt.

Det er også tilladt at ride i skovbunden. Det er dog ikke tilladt i skovbunde med nye planter og nye eller små træer.

Yderligere er det ikke tilladt at ride på gravhøje og andre fortidsminder eller skovens marker.

Omkring Hovedstadsområdet er der specielle regler for ridning i visse områder. Du kan læse mere om reglerne for Østsjælland her og for Hovedstaden her.

Du kan også læse mere omkring ridning i offentlige skove i Bekendtgørelsen om offentlighedens adgang til at færdes og opholde sig i naturen her.

God takt og tone på Naturstyrelsens arealer

  • Brug helst de markerede ridestier. Heste i hurtige gangarter så som trav, tølt og galop ødelægger desværre skovvejene for cyklister, barnevogne, kørestole og gangbesværede.
  • Rid så vidt muligt i kanten af vejen, når du rider på grusveje
  • Tag ned i skridt og hold til højre, når du rider forbi gående og cyklister
  • Rid altid forbi andre ryttere i skridt
  • Kævler, stabler, diger og grøfter må aldrig bruges som spring
  • Vis hensyn over for andre og over for vores natur

Ridning i private skov
I skove ejet af privatpersoner bestemmer ejeren om, og hvor det er tilladt at ride. Hvis der ikke er sat “ridning forbudt”-skilte op, er det dog tilladt at ride på private fællesveje, som leder gennem skoven. Du kan finde en oversigt over private skove, hvor det er tilladt at ride på Skovforeningens hjemmeside her.

Ridning på strand
I perioden mellem d. 1. september og frem til 31. maj er det tilladt at ride på den ubevoksede strandbred og direkte ned dertil, hvis der er lovlig adgang til stranden.

På klitfredede områder er det kun tilladt at ride på lovligt anlagte veje og den ubevoksede strandbred, og kun hvis der ikke er “ridning forbudt”-skilte. Hvis du er i tvivl om, om det er et klitfredet område, så kontakt Naturstyrelsens lokale enheder. Læs mere om dem her.

Badning med hest
Det er forbudt at bade med heste i søer, med mindre du har ejerens tilladelse. Det er tilladt at bade i havet, så længe du overholder de retningslinjer der er beskrevet omkring ridning på stranden ovenover.

Ridning i det åbne land
Det er tilladt at ride i det åbne land, på veje og stier, såfremt der ikke ved skiltning er lavet rideforbud.

Du skal være opmærksom på at det typisk er forbudt at ride på udyrkede arealer, på brakmarker og stubmarker, med mindre ejeren har givet dig tilladelse.

God ridelyst

 

 

Kommentarer

mood_bad
  • Ingen kommentarer
  • Tilføj en kommentar