Mange hunde kan ikke lide at køre i bil, og det er ærgerligt, da der ikke er noget bedre end at kunne have sin bedste ven med i bilen. Her kommer nogle gode råd til hvordan du kan gøre køreturen mere behagelig for dig og din bedste ven.
Gode råd til træning af køreture med din hund:
•Væn din hund til bilture fra den er hvalp
•Server gerne lækkerier i bilen uden at køre, så den bliver tryg ved bilen
•Husk godbidder til de steder, hvor hunden kan blive nervøs under kørsel
•Sørg for, at hunden ikke bliver for overgearet ved bilture
•Lær hunden at vente til signal, før den springer ud af bilen
For at vænne din hund til køreture er det en god ide at tage den med på korte køreture allerede fra den er en hvalp. Det er vigtigt at køreturene er korte til at starte med, da hvalpe endnu ikke har en fuldt udviklet balanceevne. For lange køreture kan gøre hvalpen køresyg, og medføre opkast.
Det er også en god ide at lære din hund at den først må gå ud af bilen, når den får signal til det. Det kan være træls for andre passagerer, hvis hunden springer over dem for at komme ud af bilen så snart døren er åbnet. Det kan samtidig være farligt, hvis det er et trafikeret område.
Lær derfor din hund at sidde, mens døren åbnes mere og mere, og beløn din hund for at blive siddende i bilen. Efterhånden som din hund bliver dygtigere og dygtigere, kan døren åbnes helt, og i længere tid, uden at din hund springer ud.
Køretur med hundehvalp
For de fleste hvalpe er deres første køretur på vej fra opdrætteren og hjem til deres nye familie. Trods Danmarks lille størrelse, kan det stadig sagtens være en lang køretur, og især for en lille hundehvalp, som netop er blevet taget ud af dens trygge rammer og væk fra dens mor og kuldsøskende. Hvis køreturen er lang er det derfor vigtigt at holde pauser undervejs. Det kan være en god ide at have planlagt mange pauser på forhånd, så de holdes inden hvalpen bliver køresyg eller utålmodig.
Selve det at træne en hvalp til at køre i bil er bedst at gøre i små omgange, og gerne til store åbne hundeskove, hvor din hvalp kan komme ud og få lidt frisk luft. Hvis din hvalp ikke er tryg ved bilen, kan de første steps være at den blot hopper ind i bilen og sidder og får en godbid. Tag gerne din hvalp spændende steder hen, så som til forskellige hundeskove, nogle har også agilitybaner. Så kan din hvalp snuse, og sammen kan i få nogle gode oplevelser. Det er ærgerligt hvis hvalpen blot kommer til at kæde køreture sammen med en tur ved dyrlægen.
Køretur med en fuldvoksen hund
Tilvænningen er den samme med voksne hunde der ikke tidligere har kørt bil, som med hvalpe. Det kræver meget træning, og skal ske i små omgang. Samtidig er voksne hunde typisk lidt mindre åbne overfor nye ting end hvalpe er. Det er derfor vigtigt at have masser af tålmodighed. Samtidig er det vigtigt, som med hvalpen, at den voksne hund også får nogle gode oplevelser med at køre bil.
Køretur med den overgearede hunde
Der er også mange hunde som bliver ellevilde så snart bilnøglerne findes. De ved, at nu skal der ske noget spændende. De hopper op og ned, og hyler, fordi de glæder sig. Trods det er dejligt med en glad hund, kan turen med en overgearet hund blive meget lang.
Baggrunden for hundens adfærd kan bl.a. skyldes at mange hundeejere selv pisker en stemning op ved de første køreture, som hunden skal på. Et klassisk eksempel er når hunden skal til hundetræning de første gange. Som hundeejer begynder man at tale glad og forventningsfuld til ens hund omkring hvad der skal ske. Ens hund har det sjovt på træningsbanen, og møder mange andre søde hunde. Efter nogle dage er det tid til træning igen, og rutinerne begynder at gentage sig. Hunden springer op og ned af glæde. Efterhånden lærer hunden at den skal hurtigt op i gear, for nu skal den hen og lege og træne. Trods det er dejligt at hunden er glad, kan det over tid udvikle sig til en uønsket adfærd.
Hvis du har en overgearet hund, og skal vænne den af med denne adfærd, kan en ide være at stoppe bilen hver gang hunden er overgearet. Så kan din hund få en belønning hver gang den falder til ro.
Sele eller bur?
Det er vigtigt at du sikrer din hund godt under bilkørsel – både for din og dens sikkerhed. Der er ingen lovgivning i Danmark om at den skal være fastspændt, men er dens færden til gene for din bilkørsel kan du få en bøde. Vi anbefaler på det kraftigste at din hund er fastspændt, da det ellers kan gå grueligt galt i tilfælde af en ulykke.
Hvis du kører en tur med din hund på 20 kg., som ikke er fastspændt, og kører med 50 km/t og laver en brat opbremsning, så kan din hund ramme dig med en vægt på 480 kg.
Beregn selv hvor meget din hund kan ramme dig med under brat opbremsning:
Din hunds vægt x 24 = vægten hunden vil blive kastet rundt med
Eksempel: Hund på 20 kg (20 x 24 = 480 kg)
Man kan både få en sikkerhedssele og et bur til hunde. Man kan købe specielle hundesikkerhedsseler, som sættes fast i bilens sele. Selv ved en hård opbremsning er hunden spændt helt fast. Et andet alternativ er et bur. Det afhænger dog både af din hunds størrelse, og din bils størrelse. Det er vigtigt at din hund har plads til at rejse sig, og vende sig inde i buret. Hvis det er en meget lille hund kan en transportkasse også være en løsning. Den skal blot fastspændes godt.
Uanset om du vælger at bruge en sele, et bur eller en transportkasse kræver det langsom tilvænning. Mærk også efter med din hund, hvad den bedst kan lide og er mest tryg ved.
Ferie sydpå med hund
Hvis du planlægger en tur sydpå med din hund, så vær opmærksom på at visse lande har andre love for fastspænding af hund i bil end vi har i Danmark. Tjek det på forhånd, så du kan gå fastspændt din hund korrekt og vænnet den til det.
Det er vigtigt at holde en masse pauser, hvor hunden kan tisse, gå ture og få vand og mad. Hvis i overnatter undervejs er det vigtigt at være opmærksom på, om det er et sted hvor hunde er tilladt. Det er også vigtigt at hunden ikke får det for varmt.
Hunde kan godt blive utrygge ved broer både pga. høje lyde og pga. luftlaget. Samtidig kan hunde også godt blive utrygge af motorvejskørsel med tung trafik, hvor det larmer meget og bilen kan slingre lidt. Skab derfor altid trygge rammer for din hund og hav altid en godbid med i bilen.